To veje til work-life-balance
Sep 14, 2022Læs med her, hvis du gerne vil have to helt konkrete knapper at skrue på, for at få mere balance i hverdagen mellem arbejde og familie.
Mange hårdtarbejdende forældre tror fejlagtigt, at den eneste måde at få mere tid, energi og overskud i hverdagen er at arbejde færre timer. Ofte ser vi kun den mulighed. Og så kan det se helt sort ud, hvis du er på en arbejdsplads, der ”ikke bruger det der med nedsat tid” eller hvis du ikke har råd til at gå ned i løn.
#1 Tager dit arbejde så meget af din TID, at det går ud over familien?
Den første knap du kan skrue på for at få mere balance i hverdagen er ganske rigtigt tid. ”Men jeg kan ikke gå på deltid, Anne!!” tænker du måske. Jeg ved det godt! Så her er, hvad du gør i stedet for.
Det er muligt at arbejde mindre uden at gå ned i tid – og løn. Start med at finde ud af, hvorfor arbejdet tager så meget af din tid, at det æder al det sjove op. Det kan der være alle mulige gode grunde til – ofte har det noget at gøre med krav, forventninger og deadlines. Men der er også grunde hos dig selv, som du kan gøre noget ved. Her er tre bud. Hvilke kan du genkende dig selv mest i?
1. Dårlig samvittighed
Du er pligtopfyldende og vil gerne gøre det godt. Rigtig godt. Den dårlige samvittighed rammer, når du knokler for at lykkes og alligevel ikke rigtig kommer i mål. Når du går tidligt for at hente børnene (og når du henter dem, får du dårlig samvittighed over at hente dem for sent. Det er hamsterhjulets paradoks). Du får dårlig samvittighed over at børnene er syge. Igen. Og når kollegaerne arbejder mere eller løser opgaverne hurtigere. Det gør de sandsynligvis ikke, men det føles sådan.
2. Lav faglig selvtillid
”Det jeg kan er ikke noget særligt” eller ”De andre kan gøre det mindst lige så godt som mig” eller ”jeg mangler den der uddannelse eller certificering for at kunne gøre det rigtig godt”. Det er symptomer på, at din faglige selvtillid trænger til et kærligt skub. Jeg ser det igen og igen hos ambitiøse og pligtopfyldende forældre, at de ikke ser ALT det gode de kan og gør - men kun spotter hullerne i osten.
3. Svært ved at sige nej
Nye opgaver, forespørgsler fra kollegaerne eller talrige forstyrrelser i storrumskontoret? Det er svært at sige nej, for hvad vil de andre så ikke tænke… Men grænsesætning på arbejdet er en af nøglerne til at frigøre tid og rum til DIG og det du gerne vil.
De tre ting hænger sammen. For det er lettere at sige nej, når du ikke har dårlig samvittighed. Og den dårlige samvittighed letter, når du kan se alle de resultater, du skaber med din faglighed.
Sådan arbejder du mindre uden at gå på deltid
Nøglen er at få øje på alt det, du kan! Alle dine kompetencer og talenter og din store rygsæk med erfaringer. Du kan noget helt unikt med din særlige kombination af viden, færdigheder og adfærd. Hvis du ikke kan se det nu, så lover jeg dig, at du kan finde frem til det. Start med at spørge en god ven eller kollega: Hvad ser du som min største styrker? Eller ”Hvornår gjorde jeg den største forskel”. Du skal pakke ydmygheden væk og finde frem til DIT bidrag.
Hårdtarbejdende forældre har en særlig superkraft. Det er benhård prioritering og at fokusere på det vigtigste. Det lærte vi, da vi var på barsel. Og det betyder, at vi kan skabe resultater på den halve tid. Når først du kan se det og tror på det, så kan du med god samvittighed lukke computeren og gå hjem kl. 13.
#2 Tager dit arbejde så meget af din ENERGI, at det går ud over familien?
Den anden knap du kan skrue på for at få mere balance i hverdagen er energi. Kender du følelsen af at være drænet, når du kommer hjem fra arbejde? Som om arbejdet har suget energien ud af dig og nu skal du finde en gemt reserve et sted, så du kan være noget for dine børn og din familie.
Hvis dit arbejde suger energien ud af dig, så kan du gå nok så meget ned i tid, men det løser ikke den grundlæggende ubalance. Nemlig at dit arbejde tager mere end det giver.
Der er en stor myte om at arbejde, som vi er nødt til at buste for, at du kan få mere energi i hverdagen.
Myte #1: det skal være hårdt for, at det er rigtigt arbejde!
Det passer ikke! Det er en arv fra gamle dage. Ikke desto mindre, så tror mange af os, at resultaterne først rigtig tæller, hvis vi har knoklet for at opnå det.
Det du skal gøre i stedet for er at finde ud af, hvornår arbejde er sjovt for dig. Hvornår føles det let og enkelt at være dig på arbejde? Hvornår glemmer du tid og sted? Kig tilbage og find 2-3 stjernestunder fra din arbejdsdag. Det kan være ganske små momenter og det er helt OK. Du har fat i dine særlige talenter, når arbejdet føles let. Ofte lægger vi slet ikke mærke til, hvad det er vi gør i de situationer. ”Det er jo bare sådan jeg er” siger mange. Men det er faktisk dine største kvaliteter, der ligger gemt her. Gør mere af det.
Øg mængden af arbejdsopgaver, hvor det er sjovt at være dig. Skær det andet fra. Det lyder lidt hårdt, men du kan starte i det små. Lidt ad gangen og med museskridt. Alternativt, så tag tyren ved hornene og bed din chef om en ændring i dine opgaver. Mere af X og mindre af Y. Så længe du kommer med konstruktive forslag og fortæller, at det er en win-win, så er det svært at sige nej til.
Kom i gang i dag – og få lidt tiltrængt luft i hverdagen allerede i morgen
Snup mini-kurset ”10 hacks til at arbejde mindre – uden at gå ned i løn” for kun 299 kr.
Du lærer mine tre bedste måder at sige NEJ på.
Jeg deler også metoden til at få chefen med på en forandring, så du kan gøre livet lettere for dig selv.
Klik her og få det hele i tre små videoer og en e-bog propfyldt med ”sådan gør du-guides”, så du får helt styr på, hvad du skal sige, gøre og tænke for at lykkes med at arbejde mindre.